Hvad studerer du?
Jeg læser en kandidat i teologi ved Københavns Universitet.
Hvorfor har du valgt KFS København som dit fællesskab?
Jeg føler mig simpelthen bare hjemme. Hjemme i de temaer der tages op, hjemme ift. de mennesker som kommer og så synes jeg det er så skønt at der næsten hver gang er nye folk der kigger forbi.
Jeg ser en kæmpe værdi i vores fællesskab, der på en meget low-key måde prøver være nysgerrig på Jesus og det han har at sige ind i de konkrete problemstillinger, muligheder og valg vi som studerende skal forholde os til.
Hvad glæder du dig mest til i det kommende semester?
Uha. Den er svær. Dette semester er jo et festfyrværkeri af spændende aftener. Dog vil jeg fremhæve ”En aften om kirkens enhed”. Jesus siger selv i Johannesevangeliet, at vi som kristne skal være sammen i enhed så folk vil kunne anerkende Jesus og tro på ham. Virkeligheden er dog at vi kristne ikke altid er enige eller mødes i enhed. Jeg glæder mig til at tage fat i emnet og reflektere, med Birger og alle de andre til KFS, over hvordan vi følger efter Jesus på dette punkt. Og så skal den årlige ”Julegudstjeneste” ikke glemmes.
De to aftener vil jeg simpelthen ikke gå glip af.
Hvilke tanker har du gjort dig om forholdet mellem din faglighed og din tro?
Mit fag omhandler læren om Gud og derfor stilles mange spørgsmål og gives mange svar på netop det at tro. Derfor mediterer jeg ugentlig over, hvordan min tro påvirkes af mit studie. Modsat, så gør min tro noget ved min indgang til mit studie. Jeg beder for mine undervisere og studiekammerater. Jeg gør mit bedste ift. studiet fordi jeg er sat fri fra at koble min værdi på karakteren, men muntert og glad kan jeg i stedet hænge min værdi på Jesu forvisning om fællesskab med mig. Det er ret luksus.