En tiltrængt pause fra eksamenslæsningen

Tekst: Thilde Thuren (stud.med.), foto: Andreas Madvig Struer
Nørrebro, 14. december 2017

Mørket har for længst sænket sig over den gennemkolde hovedstad i denne årets mørkeste måned. Et paradoks til den altoverskyggende højtid, som fylder i december: Julen – Lysets fødsel på jord. Men står lyset ikke netop klarest for os, når det udspringer af mørkets dyb? Det gør det i hvert fald denne helt almindelige hverdagsaften i Kingos Kirke på Nørrebro, hvor KFS København holder julegudstjeneste for byens studerende.

*Es. 9.1: “Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.”*

Den altid levende og af gadelamper oplyste Nørrebrogade myldrer i denne tid med travle folk på målrettet julegavefangst. En julehektisk stemning, der er svær ikke at blive grebet af, ligesom tankerne om eksamenslæsning synes at følge mig som min uundgåelige skygge. Har jeg egentlig tid til at bruge en torsdag aften i kirke frem for med næsen i bøgerne? De af os, der blev overbevist derom, søger væk fra hovedvejen ad de mørke, stille sidegader og ind i det varmt oplyste kirkerum.

I aften er det en helt traditionel julegudstjeneste, der står på programmet. Sådan en som langt de fleste af os kender den, om det så er fra tv, kedelige barndomsminder eller stærke juletraditioner med familien. Selv er jeg opvokset som ateist, og dette er min første jul som personligt kristen, men det betyder ikke, at julegudstjenesten er ny for mig. Faktisk er det noget af det eneste fra den kristne verden, jeg var bekendt med før. Den kristne verden kan synes meget langt fra og uforenelig med livet som ikke-kirkegænger, men de to verdener møder hinanden netop i denne tid, hvor juleaften for mange er årets eneste møde med kirken.

Som klokken nærmer sig slaget 19, fyldes bænkene langsomt op – bagfra og frem mod alteret. Kirkerummet er ikke kun fyldt med de vante og trofaste KFS'ere, for nye ansigter titter også frem, nogle nysgerrigt og lidt usikkert. Jeg husker tydeligt, hvor fremmed det var for mig selv at befinde mig i kirkerummet de første mange gange. Hvad er lige normerne her? Hvornår er det, man skal rejse sig? Kan man godt rømme sig, uden at det giver genlyd i hele kirken? Denne aften er de interne referencer, forkortelser og henvisninger, der er forbeholdt Klub-K, lagt til side. Vi på kirkebænkene bliver nænsomt taget i hånden og ført ind i den liturgiske struktur med forklaringer og introduktioner til, hvad der skal ske, og hvad vi skal gøre. Tærsklen til kirken synes lavere end ellers.

Lad der blive lys!

Uanset tro har julen betydning for os alle, og vi har alle klare forventninger til, hvilken mad, der skal serveres, hvilke gaver, vi ønsker os, hvor store snedriverne skal være, og måske vigtigst for mange af os: Hvem vi skal være sammen med. For julen er hjerternes fest, og over hele landet samles familier en stille, fredelig stund, der bryder hverdagens travlhed. Det er i hvert fald det, vi ønsker os. Men måske qua alle forventningerne er julen også konflikternes tid, skuffelsernes tid, ensomhedens højtid.

For nogen er julen en kærkommen lejlighed til at være sammen med dem, vi elsker, for andre er det en smertefuld påmindelse om de relationer, vi ikke har. Hvor meget ensomhed gemmer der sig bag de smukke julesmil, som vi kvit og frit deler ud af på gaden – og i kirken? Hvor let er det ikke at blive væk i menneskevrimlen i Københavns fyldte gågader?

*Kristian Kappel, cand.theol. og studentersekretær ved KFS, udlægger i aften i sin prædiken for os, hvad juleevangeliet fortæller os om ensomhed.*

For mange år siden på julenat lod Gud sin søn føde for at kunne være sammen med os. Jesus voksede op og satte et uudsletteligt aftryk på verden. På sin færden rundt i Israel stoppede han op og så de oversete: Den forhadte tolder, de spedalske, de prostituerede. De lidende, forladte og udstødte, som vi andre måske ikke får øje på eller bevidst kigger bort fra.

Med sin kærlighed blev han et forbillede for os i kampen mod ensomheden, og vi må hver dag forsøge at gå i hans fodspor. Men ikke nok med det, så har han vist os, hvor højt elskede vi er. Med ham er vi aldrig alene. Dét minder julen os om – år efter år.

Til til at få sagt glædelig jul over en kop kaffe efter gudstjenesten.

Foran alteret i kirken ligger store spejle på gulvet. Fyrfadslys fordelt ud på kirkebænkene samles op og én efter én vandrer vi hver især op ad kirkegangen for at tænde et lys og stille det på spejlet. I december tænder vi mange lys: Juletræslys, adventslys, gadelys… De lys, der nu ligger på spejlet, skinner klarere end de fleste, for hvert af dem er blevet tændt af et menneske med noget på hjerte. Hvert af dem har betydning for den, der tændte lyset, og for den, det er tændt for. Jeg ved ikke, hvem de andre lys skinner for, men jeg ved, at vi her er fælles om ønsket om at lade lyset bryde mørket.

Bagefter er der masser af hyggelig snak og god diskussion rundt om borde, der er velforsynede med brunkager og klementiner. Mange gensyn og nye bekendtskaber. "Glædelig jul og held og lykke med eksaminerne", er nok de mest anvendte ord denne aften.

Vi forlader den stille stund og kirken, der for en kort tid har skærmet os fra de præstationer og forventninger, der ligger og venter på os ude i mørket på gadehjørnet. Men vi har tændt lys – for nogen og i hinanden. For uanset hvor uforgængeligt mørket virker, så kan julelyset altid bryde igennem.

”I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.” Joh. 1,4-5