Ved Simon Nødebo Balle, cand. theol.
(Simon har netop skrevet specialet ”Vores nye næste? En teologisk Løgstrup-inspireret etik for sociale robotter” ved Aarhus Universitet.)
Vi er i de sidste årtier i stigende grad blevet vant til, at kunstig intelligens (AI) og robotter bliver mere intelligente, kan indgå i flere sammenhænge og løse opgaver, vi tidligere har tænkt var forbeholdt menneske. Sidste år kunne reformationsfejrende gæster i Wittenberg få lyst velsignelser af en robot, og et par måneder senere gik verdenshistoriens første statsborgerskab for en robot, til robotten Sophia. Robotterne kommer, og nogle af dem bliver i forstyrrende grad som os. Måske bliver de endda bedre end os på en lang række parametre? Det rejser nogle seriøse spørgsmål om menneskets unikhed og værdi.
På Bibelens allerførste sider læser vi, at mennesket er ’skabt i Guds billede’ og senere i den teologiske tradition udvikledes ideen om menneskets sjæl. Det er to måder at tale om det essentielt menneskelige, der rækker ud over en reducerende fysisk forklaring af mennesket. Hvis Gud elsker sine ’gudsbilledlige’ og ’sjælelige’ skabninger og ønsker at frelse dem, er Guds kærlighed så forbeholdt mennesket, mens robotterne principielt er udelukket herfra? Eller vil de (i fremtiden) kunne deltage i det ’gudsbilledlige’ og ’sjælelige’?
Disse er nogle af de overvejelser som kirken og teologien må begynde at overveje, før den teknologiske udvikling overhaler os. Og det er disse og lignende overvejelser, Simon Nøddebo Balle vil komme og tale om denne aften.