Noa Bak er i dag på det danske landshold i atletik, men det lå ikke i kortene som barn. Som 2-årig fik han to blodpropper, en i hjernen og en i hjertet, hvilket medførte, at han blev spastisk lammet i den ene side. Lægerne vidste ikke, om Noa ville overleve og i så fald, om han ville komme til at gå igen eller nogensinde få et sprog. Men Noa gav ikke op. Han ville leve og mod alle forventninger begyndte han at gå og fik som 3-årig en hjertetransplantation.
I dag er Noa 24 år. Han vil til denne KFS-aften fortælle sin historie og om, hvordan han i dag lever et rigt liv, hvor mange små sejre fylder mere end alle de nederlag, som han også åbent vil fortælle om. For det har ikke været let som handicappet at gå i almindelig skole. Små ting som at se de andre spille fodbold, når man selv drømte om det, men ikke kunne være med, fik Noa til at folde hænderne og bede Gud om hjælp til at spille fodbold. Denne aften vil Noa bl.a. fortælle, hvordan han fik svar på denne bøn.